Den amerikanske saxofonist Andrew D’Angelo i Aalborg!

I forbindelse med Andrew D’Angelos besøg i Danmark, som artist in residens under JazzDanmark med støtte fra Kunstrådets DIVA ordning. Arrangerede Jaevn en uge for Andrew D’Angelo i Aalborg med undervisning, foredrag, banddoktor, indspilning og koncerter.

I forbindelse med ugen fik både Andrew D’Angelo og den nye musikforening It’s A Boring Century hvor Andrew skulle spille, omtale et par gange i den lokale presse.

Mangt en Aalborgenser fik fornøjelsen af at opleve den unikke saxofonist som spillede og underviste vidt og bredt i den nordjyske by. Der er blevet lavet et par optagelser af Andrew D’Angelo med lokale kunstnere, som det senere vil vise sig om vil blive udgivet. Der er i hvert fald ingen tvivl om at Andrew D’Angelo er meget velkommen i Aalborg igen.

Tusind tak til alle jer der gjorde det muligt at Andrew D’Angelo kunne komme til Aalborg, og give os alle en række store oplevelser.

Beskrivelse:

I sommeren 2009 mødte Jaevns omdrejningspunkt Morten Mosgaard, den amerikanske saxofonist Andrew D’Angelo på JazzDanmarks sommerkursus for Jazzmusikere – Summersession. Et møde de begge var enige om ikke var sidste gang. JazzDanmark modtog i efteråret støtte fra kunstrådets DIVA ordning. Støtten har gjort det muligt at få Andrew D’Angelo til Danmark igen for at fortsætte samarbejdet med en række danske musikere deriblandt Morten Mosgaard.

Dette samarbejde får i februar 2010 Andrew D’Angelo til Aalborg, hvor man får rig mulighed for at få glæde af dette utrolige menneske og saxofonist.

Morten Mosgaard udtaler: “Jeg er utrolig stolt af at det allerede nu er lykkedes at kunne få Andrew D’Angelo til Aalborg. Det har været en drøm og det er en stor mulighed for en musiker som mig, at kunne spille med og lade andre opleve en af de personer der virkeligt har betydet meget for mig og min måde at spille på, både på grund af hans spil men også hans personlighed og historie. Jeg vil anbefale alle at læse bloggen på Andrew D’Angelos hjemmeside.”

Kort om Andrew D’Angelo:

“Andrew D’Angelo (1965) har igennem mere end 20 år gjort sig bemærket på den eksperimenterende jazzscene i New York, bl.a. i bands som Human Feel ( m. Chris Speed, Jim Black og Kurt Rosenwinkel), The Matt Wilson Quartet og Tyft. Han har gennem hele sin karriere gjort en dyd ud af at nedbryde musikalske grænser og dykke ned i nye genrer. Hans tilstedeværelse på scenen, hans kraftfulde og til tider aggressive spil, har gjort ham til et stort navn i det amerikanske jazzmiljø.

I hans soloarbejde har dyrket sit eget sprog med rødder i jazzen, inspireret af den elektro-akustiske tradition, støj og moderne klassisk musik. Han har skrevet værker for big bands, kammerorkestre, strygerorkestre og solister.

I 2008 blev Andrew D’Angelo opereret for kræft  i hjernen. En sygdom, som han med egne ord ’overgår’ med sin musik og en helingsproces, som omfatter både krop og musik.

http://www.andrewdangelo.com/

Program:

Andrew D’Angelos program i Aalborg byder på: Stævne-underviser på Nordjysk Musikkonservatorium, Banddoctor for Trio Trio Trio og indspilning med Trio Trio Trio.

Offentlige arrangementer og koncerter:

18. Februar – Musikarkæologerne: Andrew D’Angelo spiller og fortæller om sin musik og kampen mod kræften.

19. Februar – It’s A Boring Century: Andrew D’Angelo koncert med to af Aalborgs lokale impro talenter Christian Skjødt og Morten Mosgaard

20. Februar – Jazzklub Limbo: Oh great Impro-night med Andrew D’Angelo, Kresten Osgood, Jakob Bro og det lokale Trio Trio Trio

 

Tak til:

En stor tak til alle dem der er med til at gøre Andrew D’Angelos besøg i Aalborg en mulighed: JazzDanmark, Trio Trio Trio,  Nordjysk Musikkonservatorium, Den Rytmisk Dag og Aftenskole, Dansk Musiker Forbund Aalborg, It’s A Boring Century, Musam og Studenterhuset / Jazzklub Limbo