Monster

I foråret 2019 har Teater Jævns dramaturg Gitte Villadsen besøgt 4 skoleklasser i Hedensted Kommune sammen med billedkunstner Inge-Lis Gaardsted og fotokunstner Britta Egebjerg.

Besøgende var en del af projektet Monster, under Genopdagfestivalen, et projekt som er skabt i samarbejde mellem Hedensted, Horsens og Odder Kommuner.

I Hedensted blev Monster en tværæstetisk workshop for skoleklasser som hver fik to dages besøg. Workshoppen tog udgangspunkt i tre kunstneriske fagligheder: Fotokunst, billedkunst og teatrets fantasifulde fortællinger. Til workshoppen skulle eleverne træne deres fantasi, lave deres eget monster, skabe billedfortællinger med monstrene og dramatisere med sproget for at skabe fantasifulde monsterfortællinger.

Monstre, billeder og fortællinger blev samlet til små videoer, som blev udstillet i en monsterinstallation til arrangementet Kulturfabrikken under genopdagfestivalen lørdag den 15. juni 2019.

Monsterhulen

Til fremvisningen af Monsterfortællingerne havde Teater Jævns producent Morten Mosgaard sammen med den lokale virksomhed TrÆls skabt en Monsterhule, som var lige dele bæredygtigt byggeri og videoinstallation.

Monsterhulen er efter projektet blevet en del af udbuddet fra Center for Pædagogisk Udvikling i Hedensted Kommune, så skolerne fremover kan låne Monsterhulen til egne projekter.