Monster

I foråret 2019 har Teater Jævns dramaturg Gitte Villadsen besøgt 4 skoleklasser i Hedensted Kommune sammen med billedkunstner Inge-Lis Gaardsted og fotokunstner Britta Egebjerg.

Besøgende var en del af projektet Monster, under Genopdagfestivalen, et projekt som er skabt i samarbejde mellem Hedensted, Horsens og Odder Kommuner.

I Hedensted blev Monster en tværæstetisk workshop for skoleklasser som hver fik to dages besøg. Workshoppen tog udgangspunkt i tre kunstneriske fagligheder: Fotokunst, billedkunst og teatrets fantasifulde fortællinger. Til workshoppen skulle eleverne træne deres fantasi, lave deres eget monster, skabe billedfortællinger med monstrene og dramatisere med sproget for at skabe fantasifulde monsterfortællinger.

Monstre, billeder og fortællinger blev samlet til små videoer, som blev udstillet i en monsterinstallation til arrangementet Kulturfabrikken under genopdagfestivalen lørdag den 15. juni 2019.

Monsterhulen

Til fremvisningen af Monsterfortællingerne havde Teater Jævns producent Morten Mosgaard sammen med den lokale virksomhed TrÆls skabt en Monsterhule, som var lige dele bæredygtigt byggeri og videoinstallation.

Monsterhulen er efter projektet blevet en del af udbuddet fra Center for Pædagogisk Udvikling i Hedensted Kommune, så skolerne fremover kan låne Monsterhulen til egne projekter.

Da kulturtalkshowet kom til Ørum

Der var fyldt godt op i Roehuset på gården Højvang ved Ørum lidt udenfor Hedensted, da Teater Jævn, Hedensted Kommune og Afkørsel 58 inviterede til Talkshow om Kultur i forbindelse med kulturregionsugerne i 2019.

På væggene var flotte malerier indkøbt af kunstforeningen Afkørsel 58 gennem tiden, stolene stod klar og der var både blomster, kaffe og kage. På ‘scenen’ stod en række gamle stole, fundet i Uffe Kristiansens lade lige ved siden af Roehuset. Stolene var i dagens anledning fundet frem til at være ‘studiemøbler’ af scenograf Ida Munk Ørstrøm fra Teater Jævns kommende produktion Generalforsamlingen.

Da talkshowet gik i gang, anført af vært Morten Mosgaard, stod det dog hurtigt klart – at trods navnet Talkshow om kultur, havde talkshowet sit fokus rettet på den kunstneriske side af kulturen. Forskellen på kultur og kunst rammede gæst Johannes Grønager, Rektor på Tørring Gymnasium, meget flot ind til besøget i supportgruppen:

Kunst og kultur er to meget forskellige ting: Kunst handler jo om at kunne noget, man kan spille musik, male malerier eller lave teater og kultur er det klister der binder os sammen i store eller små fællesskaber, noget kunst kan være rigtig god til. Palsgårdsspillende har jo f.eks. flere 100 mennesker, der er sammen om at lave en fælles oplevelse. Det binder de mennesker sammen. Men kultur er jo også alle mulige andre ting, som ikke har noget med kunst at gøre; den måde vi stiller os i kø på til toilettet, at vi ikke maser foran, den måde vi taler sammen på – det er også kultur.

Levende snak i supportgruppen

I første runde af talkshowet, blev aftenens ‘sofagæster’ på skift præsenteret. Det var Liselotte Hillestrøm – Formand for Fællesskab og fritid ved Hedensted Kommune, Per Heller – Bestyrelsesmedlem ved Det Fælles Landdistriktsråd, Vibe Capion – Formand for Kunstforeningen Afkørsel 58, Uffe Kristiansen – Jazzpianist og koncertarrangør på Rytmeloftet samt Gitte Villadsen – Dramaturg for Teater Jævn.

Efter en pause med hjemmebagt kage og frisk kaffe velanrettet af bestyrelsen fra Afkørsel 58, blev ‘sofagæsterne’ omdannet til en supportgruppe for forskellige kulturentusiaster. Det var her kulturemnet virkelig blev åbnet op og en levende konstruktiv samtale om kulturens liv og roller udspillede sig blandt deltagerne. Gæsterne i supportgruppen var Teresa Egballe – Leder af Kultur og Fritid ved Hedensted Kommune, Thrine Nørgaard – Formand for Palsgaard Sommerspil samt Johannes Grønager – Rektor for Tørring Gymnasium.

Sidste talkshow inden teaterprojektet

Talkshow om kultur var sidste talkshow inden teater efter sommerferien, tager fat på produktionen af årets teaterprojekt Generalforsamlingen. Derfor afslørede teatret også et uddrag af handlingen til den kommende forestilling, ligesom de allerede aftalte datoer på de kommende forestillinger blev afsløret.

Vil du følge med i tilblivelsen af forestillingen Generalforsamlingen, kan du følge med her på hjemmesiden eller på teatrets facebookside.

Flere gæster til Talkshow om Kultur i Hedensted

At der er godt gang i kulturlivet i Hedensted Kommune, har arbejdet med vores kommende talkshow kun bekræftet. Vi har mødt utrolig stor opbakning, og har derfor kunnet samle et utrolig flot hold af både gæster og besøgende til vores ny-opfundne kultur-supportgruppe.

Sofagæster

I sofaen får vi besøg af:

Liselotte Hillestrøm – Formand for Fællesskab og fritid ved Hedensted Kommune
Per Heller – Bestyrelsesmedlem ved Det Fælles Landdistriktsråd
Vibe Capion – Formand for Kunstforeningen Afkørsel 58
Uffe Kristiansen – Jazzpianist og koncertarrangør på Rytmeloftet
Gitte Villadsen – Dramaturg for Teater Jævn

På besøg i supportgruppen

Aftenens sofagæster vil undervejs i talkshowet blive omdannet til en supportgruppe, der skal hjælpe de besøgende i supportgruppen med at svare på: “Jeg har en utraditionel kultur-interesse som jeg elsker! Hvordan kan andre få samme fantastiske oplevelse som mig?”

Supportgruppen får besøg af:

Teresa Egballe – Leder af Kultur og Fritid ved Hedensted Kommune
Thrine Nørgaard – Formand for Palsgaard Sommerspil
Johannes Grønager – Rektor for Tørring Gymnasium

Arrangementet er støttet af Europæisk Kulturhovedstad Århus 2017.

OBS: Talkshowet er GRATIS men kræver billet. 

Tilmeld dig arrangementet her

Kontaktperson: Morten Mosgaard, Teater Jævn, Tlf.: 28 40 66 95

Talkshow om kultur

Kultur er (ikke) et skældsord

Torsdag den 13. juni kl. 19.30
Højvang
Nørremarksvej 6
8721 Daugård

I Hedensted Kommune har kultur aldrig været noget man har investeret meget i, dels fordi man har valgt at prioritere andre ting, samtidig med at man har været god til at støtte op om den frivilligdrevne kultur.
Men selvom Hedensted Kommune faktisk er den kommune i landet, der bruger færrest penge på kultur, gør det absolut ikke Hedensted til en kulturløs kommune. Kommunens nye afdækning af kulturlivet viser, at kulturen lever, men samtidig kan man spørge: Er den synlig nok?

Torsdag den 13. juni kl. 19.30 inviterer Hedensted Kommune, Afkørsel 58 og Teater Jævn til et helt nyt talkshow med titlen “Kultur er (ikke) et skældsord”. Talkshowet sætter fokus på kulturlivet i Hedensted Kommune og stiller spørgsmålet: “Hvorfor tør vi ikke tale mere om kultur? Kan kulturen overhovedet ikke bruges til noget?”

Talkshowets vært er Teater Jævns producent og musiker Morten Mosgaard, og han får besøg af flere lokale inspirerende gæster, som vil give publikum et indblik i det lokale kulturliv i Hedensted Kommune. Blandt gæsterne kan man møde formand for Fritid og Fællesskab Liselotte Hillestrøm, kommunens lokale jazzpianist Uffe Kristiansen, som har startet sit eget spillested på Rytmeloftet, formand for kunstforeningen Afkørsel 58, Vibe Capion og dramaturg Gitte Villadsen fra Teater Jævn.

Gæsterne kommer senere på aftenen til at udgøre en supportgruppe, som skal rådgive kultur-entusiastiske Hedensted-borgere, der søger svar på spørgsmålet: “Jeg har en utraditionel kultur-interesse som jeg elsker! Hvordan kan andre få samme fantastiske oplevelse som mig?”

Talkshowet krydres med små kunstneriske indslag, og det kunstneriske hold bag Teater Jævn vil løfte sløret for lidt af handlingen i efterårets lokale teaterforestilling ‘Generalforsamlingen’. Talkshowet afholdes i et af kommunens mange ‘hjemmelavede’ kulturhuse, nemlig Roehuset hos Uffe Kristiansen, som hvert efterår danner rammen om Afkørsel 58s store årlige kunstudstilling.

Arrangementet er støttet af Europæisk Kulturhovedstad Århus 2017.

OBS: Talkshowet er GRATIS men kræver billet.

Tilmeld dig arrangementet her

Kontaktperson: Morten Mosgaard, Teater Jævn, Tlf.: 28 40 66 95

En aften i frivillighedens tegn

Hvordan siger vi til ham den sløsede i vores forening, at han altså skal løse de opgaver han tager på sig – eller helt lade være med at melde sig til dem?

Dette var et af spørgsmålene, da Teater Jævn sammen med Det Fælles Landdistriktsråd og Hornsyld Koordinationsudvalg havde inviteret til Talkshow om frivillighed i Hornsyld torsdag aften, som optakt til den årlige generalforsamling i Det Fælles Landdistriktsråd. Det var Teater Jævns producent og komponist Morten Mosgaard, som havde fået hvervet som talkshowvært og i sofaen var der både lokale og nationale gæster.

Talkshowet tog udgangspunkt i de erfaringer Teater Jævn har gjort sig med frivillighed og lokalråd i deres research til den teaterforestilling som teatret skal producere i efteråret. Teaterforestillingen med titlen GENERALFORSAMLINGEN skal spille 15-20 forskellige steder rundt omkring i Hedensted Kommune, og bliver skrevet på baggrund af en lang række interviews med frivillige ildsjæle i Hedensted Kommune. Det er forestillingens forfatter, dramatiker Morten Dahl Lützhøft og producent/talkshowvært, Morten Mosgaard, der har besøgt og interviewet de frivillige. “Vi har simpelthen ikke mødt andet end inspirerende frivillige på vores tur rundt i Hedensted Kommune. Og een ting er de mange dygtige frivillige, noget andet er den synergi som man oplever mange steder, mellem en driftig forening og en kommune, der virkelig lytter til sine foreninger”udtaler Morten Mosgaard og fortsætter: “På vores ture rundt, har det stået helt klart, at vi i vores mange interviews har stået med en enorm viden om, hvad der virker og hvad der ikke virker rundt omkring i de mange foreninger – og det var næsten synd hvis den viden ikke blev delt!”.

Mangfoldige gæster og fint besøg

Som det hører sig til i et talkshow, var der bløde sofaer og kolde drikkevarer til de fire indbudte frivillig-eksperter, som havde sagt ja til at dele ud af deres forskellige erfaringer. Lokalt fra Hornsyld kom byrådspolitikeren Torsten Sonne, mangeårigt bestyrelsesmedlem i Det Fælles Landdistriktsråd og nuværende medlem af de politiske udvalg Læring samt Fritid og Fællesskab. Showets anden lokale gæst var lokalrådsformand Ole Lyse fra Stouby og omegn, som igennem mange år har opbygget en unik indsigt i udarbejdelsen af fondsansøgninger. Tredje gæst var landsbykonsulent Tyge Mortensen fra Rudme på Fyn, som træder til, når lokalsamfund har brug for hjælp og vejledning til at udvikles og trives. Sidst, men ikke mindst, havde formanden for den landsdækkende organisation Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, meldt sin ankomst, så showet også fik tilført det helt brede nationale perspektiv på frivillighed i lokalsamfundene.

Guldkorn og kreativitet

Udover de interessante interviews med showets gæster, havde Teater Jævn sørget for, at talkshowet var præget af kunstneriske og sjove indslag. Talkshowværten udgjorde, ene mand, talkshowets eget husorkester med både sang, keyboard og beatbox. Forfatteren på forestillingen GENERALFORSAMLINGEN havde, inspireret af virkelige dilemmaer fra frivilliglivet, forfattet en række breve, som teatrets skuespillere og instruktør oplæste for frivillig-eksperterne. Disse blev således forvandlet til en “alvidende brevkasse”, og bedt om at levere løsninger på de fiktive brevskriveres udfordringer med deres foreninger og bestyrelser. Derudover fremførte skuespillerne også et lille uddrag af forestillingen GENERALFORSAMLINGEN.Blandingen af interviews og underholdning havde en positiv effekt, hvis man spørger Torsten Sonne, som var gæst i sofaen: “Det virker super godt. Når man sådan ændrer på formen bliver det vedkommende. Folk bliver overraskede over ‘en anden måde’ at præsentere noget meget velkendt på. Det var sjovt og ikke på nogen måde belærende.” udtaler Torsten og fortsætter “Jeg tror helt sikkert folk oplevede det som en sjov aften – og man oplevede virkelig meget på relativt kort tid! Da vi gik derfra, efter vi havde haft både Talkshow, Generalforsamling og Bestyrelsesmøde … Hvor har vi oplevet meget på tre timer!”

Og hvad man skal svare til spørgsmålet i indledningen, havde gæsterne meget forskellige bud på. De gode råd var: Tag opgaverne fra personen på en nænsom måde, fx: “Du er jo så god til at tage opgaver, så nu skal jeg nok tage den her“.  Eller begynd at overbyde vedkommende og “snuppe” opgaverne inden han når at række hånden i vejret. Et helt andet bud var, at vedkommende simpelthen var fejlplaceret i bestyrelsen, og burde have en anden opgave, som andre var afhængige af blev løst til en bestemt tid – for der var bred enighed i panelet om, at folk der ikke får løst deres opgaver, kan være en byrde for resten af foreningen.