Teaterforestillingen Bjerre Arrest 1945

Jaevn - Bjerre Arrest 1945

Historien om 2. Verdenskrig vi ikke fortæller 

Efter befrielsen den 5. maj i 1945 blev glæde og jubel vendt til hævntørst, da en klapjagt på forrædere og værnemagere gik i gang. Over 30.000 danskere blev tilbageholdt. De var påståede værnemagere. Og de blev på forhånd dømt skyldige af folkedomstolen. 

I teaterforestillingen Bjerre Arrest 1945 møder vi en gruppe mennesker, som blev ofre for hævntørst og den klapjagt på forrædere og værnemagere, der gik i gang efter befrielsen.I det lille landlige arresthus i Bjerre sad der op til 45 fanger, som ventede på – eller afsonede deres dom. Deres liv er ændret for altid, og konsekvenserne vil følge dem – også når de kommer ud igen.

Vi møder også arrestforvareren og hans kone, der både har arbejdsplads og bopæl i arrestbygningen og skal leve sammen med fangerne. 

Oplev den fredede arrestbygning

Under forestillingen skal skal du som publikum sammen med skuespillerne på en vandring gennem den gamle, fredede arrestbygning.

Du kommer gennem arrestforvarerens private bolig i stueetagen, Tingsalen på 1. sal og fangernes celler, fordelt på tre etager. Det er en vandring, hvor væggene taler og fortiden trænger sig på gennem lys, lyd, ord og billeder.

En historie om mørket i mennesker – og hverdagen i arresten

Teaterforestillingen Bjerre Arrest 1945 er en historie om naboer og venner, der vender sig mod hinanden. Det er en historie om, at mørke avler mørke og en stat, der straffer borgere for gerninger, den i mange tilfælde selv opmuntrede til. 

Men det er også historien om en arrestforvarer, der insisterer på at se fangerne som mennesker og en historie om hverdagen i Bjerre Arrest og om fædrelandskærlighed, forår og frihed.

Baseret på fakta og sande historier

Forestillingen er baseret på private og historiske kilder om forholdene i Bjerre Arrest og Danmark under besættelsen og befrielsen.

Forestillingen spillede i september og oktober 2020 og var støttet af Hedensted Kommune, Statens Kunstfond og Den Jyske Kunstfond.

Medvirkende

Skuespillere: Mikael Helmuth, Sofie Ancher Vea, Durita Dahl Andreassen og Daniel Bevensee

Instruktør: Rasmus Ask

Dramatiker: Morten Dahl Lützhøft

Scenograf og installationskunstner: Luise Midtgaard

Dramaturg: Gitte Villadsen

Producent, komponist og lyddesigner: Morten Mosgaard